Der er ingen der forstår mig. Sådan helt forstår mig.
Jeg har det meste af mit liv forsøgt at finde nogen der gør…
Vi kommer alene til verden, og er afhængige af vores forældre. Afhængige af at de forstår vores behov.
Det kan føles som den sande død, når barnet på et tidspunkt ikke bliver forstået eller mødt i fysisk eller følelsesmæssigt behov. Her vil barnet typisk ”ofre” sit behov i kærlighedens navn for at sikre sig sine forældres fortsatte kærlighed.
Her bliver barnet ubevist eller bevist klar over at ensomhed eksisterer. Hvor meget barnet bliver grebet af og identificeret med ensomhed, afhænger af hvilken type behov forældrene ikke har været i stand til at møde.
Ironisk nok, kan man være sikker på, at forældrene heller aldrig er blevet mødt i samme behov af deres forældre (barnets bedsteforældre).
At ikke blive mødt i behov kan slå en stemmegaffel an til, hvordan barnet går ud i livet, og har nu en risiko for ubevidst at finde det genkendelige derhjemme fra i sine nye relationer.
Det genkendelige i ikke at blive mødt i samme behov som en slags falsk tryghed.
Så ensomheden fortsætter.
Særligt i det ubevidste parforhold, er det næsten reglen, at ens partner vil repræsentere dele af de samme dynamikker fra barndommen – på godt og på ondt.
Vi får her en unik chance for at give ensomheden sprog og plads til at transformere sig.
Så dét der blev ”ofret” i kærlighedens navn til forældrene, kan få mulighed for at blive mødt i relationen, på en sund, kærlig og selvbevidst måde.
Potentialet i at give ensomheden sprog og plads, er en dyb kontakt til sig selv og andre.
Potentialet i den dybe kontakt er at ensomheden slipper sit tag i os.
